Om at give slip

Det er efterår, og bladende falder af træerne. Det er den tid på året, hvor naturen giver slip. Minder os om selv at give slip. I naturens rytmiske cyklus er det at give slip en nødvendighed for, at der til foråret kan spirer nye friske skud, blade og blomster frem. Ligesom naturen har vi mennesker også brug at give slip en gang imellem, for at noget nyt kan vokse frem.

Men hvad vil det sige at give slip, hvad er det vi skal give slip på, og ikke mindst, hvordan giver vi slip?

Du har sikkert lige som mig hørt det før, det velmenende råd: du skal bare give slip! Give slip på fortiden, på de negative tanker, vreden, sorgen, perfektionismen, ex-kæresten, børnene, der flytter hjemmefra osv. osv. Og måske har du også oplevet, hvordan det alt for ofte bare er meget nemmere sagt end gjort! Måske er du endda kommet til at føle skyld over, at du ikke bare kan give slip. Måske har du slået dig selv oven i hovedet med det, og måske er resultatet blevet, at det, du gerne ville give slip på, er kommet til at føles endnu tungere, fordi det nu har blandet sig med selvanklagerne over ikke bare at kunne give slip.

Så hvis det at give slip bare fører til selv-skyld og selvanklager, hvad er det så, jeg opfordrer til, at vi skal give slip på? Min opfordring er, at det, vi skal give slip på, er forestillingen om, at vi skal være anderledes end den, vi er!

Det kan være fint at spørge sig selv, om vi stadig har brug for gammel vrede, et bestemt selvbillede, negative tanker osv., eller om vi lige så godt kan skifte rille og give slip. Men i stedet for at indgå en krig mod os selv og synes, vi burde give slip, hvordan ville det så være bare et øjeblik at stoppe op og være sammen med os selv, som vi er? I stedet for at forsøge at give slip på fx angsten, vreden og ked-af-det-heden, hvordan ville det så være at være sammen med dem, som de er. Tillade dem at være der uden at skulle lave dem om og uden en normativ fordring om at skulle give slip på dem. Når et bøgetræ smider bladende, forsøger det ikke at være noget som helst andet end et bøgetræ.

Det interessante er, at ganske ofte – når vi giver slip på at være noget som helst andet end dem, vi er, når vi er sammen med os selv med alt, hvad vi indebærer – slipper vreden, ked-af-det-heden og alle de andre svære følelser ofte af sig selv. Eller måske er det mere præcist at sige, at de får en anden betydning. De er der måske stadigvæk, men de fylder på en anden måde, fordi vi har givet slip på kampen mod dem, givet slip på at være anderledes, end vi er. Det er, når vi slipper ideen om at skulle være anderledes, end vi er, at vi bliver os selv. Og som træerne, der lige nu slipper bladene, kan vi måske herfra give plads til, at noget nyt – nu eller senere – kan spire frem.

Det er ikke altid let at slippe forestillingen om, at vi skal være anderledes, end vi er. Meget ofte har vi gennem et helt liv direkte eller indirekte levet med andre og vores egne vurderinger om ikke at være gode nok, som vi er, om at vi skal præstere mere, bedre osv. Det kræver øvelse, men det er muligt. Næste gang du går i skoven, kan du lade dig støtte og inspirere af efterårsbladene:

Øvelse: prøv at gå en tur i efterårsskoven se og lyt til bladende der falder, naturen der giver slip, og prøv at se, om det er muligt – mens du går – at slippe ideen om, at du skal være anderledes, end du er. Bare lige nu, lige her – tillad dig selv at være præcis som du er med alt, hvad det indebærer. Måske føler du dig rolig, glad og kontaktfuld, måske føler du dig ked af det, vred eller endda utryg. Hvad du føler er ikke vigtigt. Det vigtige er at give slip på forestillingen om, at det skal være anderledes. Tillad dig selv lige nu lige her bare at være dig selv, at være den, du er, som du er. Vær venlig over for hele dig med alt, hvad det indebærer. Slip kampen. Mærk skoven. Lyt til bladene, der falder, se dem og giv slip på, at noget i dette øjeblik skal være anderledes end det er.